marketsquare

22.02.2022

Med fremgang på både top- og bundlinje har Marketsquare leveret det bedste resultat i bureauets historie.

Rekordresultat fra Marketsquare

Der har været fuld fart på hos Marketsquare i 2021. Bureauet flyttede ind i nyt hus i St. Kongensgade, der blev ansat 10 nye folk, så antallet af medarbejdere nu nærmer sig de 50, og stor aktivitet på både eksisterende kunder og tilgang af ny forretning har gjort, at Marketsquare er vokset. Med en bruttofortjeneste på 32,2 mio. kr. og et resultat på knap 6,7 mio. kr. har bureauet leveret sit hidtil bedste årsresultat.

 

Jens Thrane-Møller, CEO & partner, siger:

 

”Vi har været så privilegerede, at de fleste af vores kunder har valgt at lægge endnu flere spændende opgaver hos os i 2021 – både generelt og også på nye områder indenfor digital og social media. Dertil kommer, at vi har kunnet byde en række nye kunder og brands, indenfor både B2C og B2B, velkommen på bureauet. Spar Nord, Elretur, Mercell, Securitas, NREP og Pernod Ricard er blandt dem, vi nu får lov at arbejde med, og det er vi selvfølgelig også meget taknemmelige for.

 

Jens Thrane-Møller fortsætter:

 

”Vi er sat i verden for at betjene vores kunder, og det er deres opgaver, der vinder vores tid og vores opmærksomhed, og sådan vil det altid være hos Marketsquare. Men igennem de senere år har vi gjort en endnu stærkere indsats for sideløbende at sikre, at vi får udviklet vores kompetencer, ikke mindst på kreativitet og digitale ydelser. Jeg er overbevist om, at det er denne kombination, der gør, at vi i år kan levere vores bedste regnskab til dato.”

 

Camilla Flindt Hjælmhof, COO & partner, fremhæver også bureauets medarbejderes tilgang, som endnu en årsag til, at 2021 er gået godt:

 

”Ligesom alle andre har vi skullet finde vores vej gennem corona-benspændene. Vi blev ret tidligt bekræftet i, at reklame i ordets egentlige forstand er en peoples’ business, hvor vi har brug for hinandens uformelle sparring og den energi, der opstår, når vi er sammen. Derfor har vores fysiske tilstedeværelse på bureauet praktisk taget været som før corona. Vi har frem til december kunnet køre et 100% corona-frit bureau, og det har krævet gensidig hensyntagen, stor fleksibilitet og disciplin af alle vores medarbejdere at få det til at spille. Den tilgang de har lagt for dagen, skylder vi dem en stor tak for.”