14.09.2020

Marketsquare har netop vundet verdens mest prestigefulde designpris Red Dot for deres butiksdesign til den grønlandske dagligvarekæde Pilersuisoq.

Red Dot i Brands & Communication Design

Grønlandsk samarbejde

Marketsquare har netop vundet verdens mest prestigefulde designpris Red Dot for deres butiksdesign til den grønlandske dagligvarekæde Pilersuisoq. Prisen blev givet i kategorien Brands & Communication Design i konkurrence med næsten 7.000 indsendte arbejder fra 50 lande.

 

Marketsquare fik opgaven at rebrande Pilersuisoqs butiksdesign, så det fik en tydeligere identitet. Bureauet leverede en indsigtsbåret løsning, der tager afsæt i det grønlandske folk, kultur og de store forskelle fra by til bygd. Ved at bruge lokale portrætter og symboler er hver butik blevet en unik, lokal oplevelse, som er med til at skabe en øget national stolthed.

 

Suzanne Remillard, Client Service Director hos Marketsquare siger:

”Vi gik til opgaven med dyb respekt for den grønlandske identitet og kultur, som har en særlig betydning for grønlænderne. Derfor er designet i høj grad skabt med fokus på, hvad der var vigtigt for kædens kunder og ikke omvendt.”

Prisen har vakt stor glæde hos Pilersuisoq og på KNIs hovedkontor i Grønland, hvor Marketingchef Anders Stenbakken, er stolt over prisen:

”Vi kan godt være stolte af, at dommerne har belønnet vores nye design. Vi har været oppe imod noget af det allerbedste design i verden, og så er det altså flot at få en pris hjem til Grønland. Prisen viser også, hvad et stærkt og nært samarbejde mellem kunde og bureau kan føre til. Marketsquare har gennem vores årelange samarbejde udviklet stor indsigt i vores brand, værdier og den grønlandske kultur, og det formår de virkelig at omsætte til meningsfuld kommunikation.”

 

Creative Director hos Marketsquare David Asmussen er også godt tilfreds:

”Vi er selvfølgelig utroligt stolte af at vinde verdens største brand- og designpris. KNIs passion for Pilersuisoq brandet smitter af på vores arbejde, så prisen er i høj grad resultatet af et samarbejde, der bygger på stor tillid og gensidig forståelse. Netop det er altafgørende for at nå frem til den bedste og kompromisløse løsning. Og det er altså kompromisløse løsninger, der skal til for at vinde verdens største pris indenfor branding og design.”

 

Se casen her.

 

For mere information kontakt Suzanne Remillard på sr@marketsquare.dk, tlf. +45 4030 3512 eller David Asmussen på das@marketsquare.dk, tlf. +45 5353 8914.